Fotografi: Hvad er det egentlig, jeg kan li’?

Selvportræt

Siden jeg kom hjem fra fotohøjskole for et par uger siden har jeg haft lidt eksistentiel krise over, hvad det egentlig er ved fotografi, jeg kan li’. Min interesse for fotografi startede med en lyst til at portrættere mit liv og de steder jeg befandt mig igennem personlig dokumentarisme og blev derefter til en interesse for portrætfotografiet og mennesker. Derefter bevægede jeg mig mere over mod mode- og konceptfotografi igennem mit arbejde. Men på højskolen lå fokus på reportagefotografi og kunstfotografi. Genrer med et socialrealistisk fokus, hvor den samfundsrelevante historie eller kunstneriske udfoldelse er den dominerende instans. Fotografiet skulle helst provokere, chokere, overraske og overskride grænser, vise livets skyggesider, smerte, tristhed og forfald. Det er et udgangspunkt, der er så langt fra mit eget. Min interesse for fotografi ligger i den æstetiske gengivelse og i det, som er betydningsfuldt for mig. I det, der får mig til at smile og gør mit hjerte let. Jeg har ikke brug for at udforske sorgen. Jeg kender den så udmærket. Jeg har ikke brug for at pine mig selv ved for at gennemleve den igen. Og igen. Den form for reportage- og artfotografi tiltrækker mig slet ikke mig. Jeg lukker hellere øjnene og går hurtigt forbi. Nogen gange tror man bare, at man skal være en, man slet ikke er.