Lovenotes

For snart fem år siden sad jeg omkring dette tidspunkt og skrev speciale om kærlighed. Det var en hæsblæsende og hård men også skøn proces. Jeg havde hovedet fordybet i interviews og teorier og hjertet fyldt med lykke og spænding. Indimellem mine sager fandt jeg dette lille digt, som jeg har skriblet ned på en notesblok under specialeskrivningen.

LOVENOTES

Terrassen er varm under mine fødder

Der dufter af græs og sommer

Byen er fuld af liv

Jeg kan mærke det hele summer

Jeg sidder midt i det hele

Læser om kærlighed, lykke og krav

Sommeren visker om forelskelse

Emnet er et dybt favnende hav

Det er svært at få overblik over det hele

Det virker både indlysende og uforståeligt

Hvem kender egentlig kærlighed?

Den viden virker som noget uopnåeligt.

Efterår

Noget af det, jeg elsker allermest ved denne her årstid er de friske æbler, de dybe farver og den regnmættede jord. Duften af forår er fantastisk, de kølige briser, kastanjer i håret og ture på landet. 

Når jeg tager nordpå, er der flere forskellige steder, jeg godt kan lide at besøge. Jeg bliver altid helt ivrig over gør det selv-projekter, loppemarkeder og smukke haver fuld af blomster. 

I weekenden var jeg i Gilleleje og nyde udsigten på havnen, slentre ned af torvet, ose i Mosberg og Frøken Mage og instagramme de smukke byhuse i den gamle by. Og så opdagede jeg en perle af et loppemarked i Det røde hus på gågaden. Her er lækre kvalitetsvare og gammeldags legetøj til en slik. Jeg købte blandt andet fem originale babushkadukker til 2 kr. stykket, en lækker mohairsweater til 50 kr. og en silkeskjorte til 40 kr. Jeg tør næsten ikke dele dette gode sted, for jeg vil helst ikke have, at det bliver rippet, men det er et virkelig skønt loppemarked at besøge, hvis man er på de kanter. 

Et andet af mine favoritsteder er Smedens have i Udsholt, som jeg næsten altid kører forbi - mest af alt fordi stemningen er så fantastisk. Der er noget middelalderhavestemning over det med keltisk musik og healende urter på gårdspladsen. 

Når jeg er ved det, kører jeg også forbi Den store loppegård og Loppehallen i Blistrup. Her kan man nogle gange være heldig at finde nogle gode sager, men det er ikke steder, man skal handle populære mærkevare som musselmalet stel, FDB-stole eller teaktræsmøbler. De ved, hvad de skal tage for det, og priserne ligger ofte tæt på nypriserne. Men hvis man har øje for unikke, ukurante ting, kan man godt gøre et godt loppefund. 

Ved siden af Brugsen i Smidstrup ligger der også et fint lille loppehus. Her samler indehaveren på dansk keramik og design, og her er blandt andet masser af Bjørn Vinblad og krenitskåle af Herbert Krenchel. 

God vind med at finde det, som passer til dig! 

Jeg har forresten skrevet en lille artikel om gårdhavebesøg til AOK sidste år. Her er den til inspiration.

Sandhem, Sverige

Hejsan!

Er lige landet efter en uge i det svenske. Super smukt land. Elsker skovene, de vilde blomster, landevejene og de svenske træhuse. Kan ikke få nok af det nordiske klimas frodighed. Her er et par billeder fra mine dage i det svenske:

Film jeg lige har set

THE PERKS OF BEING A WALLFLOWER

The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky (2012)

The Perks of Being a Wallflower har sneget sig ind under huden på mig. Jeg så det slet ikke komme. Men de sidste dage har jeg taget mig selv i eftertænksomt at tænke tilbage på scener fra filmen; suset ved at stå på ladet af en Pickup Truck i fuld fart, længslen ved at være forelsket, glæden ved at finde venskab blandt ligesindede. Der er ikke noget større, end at blive accepteret for den man er, og bruge sit liv sammen med nogen man elsker.

FREE FALL 

Free Fall af Stephan Lacant (2013)

Åh kærlighed. Forbudt kærlighed. Længselsfuld kærlighed. Den vinder hver gang. Skuespilleren Max Riemelt er blændende som politibetjenten Kay Engel, der brænder varm på kollegen Marc Borgmann. Marc vil først ikke være ved den gensidige tiltrækning og benægter sine følelser, men lidt efter lidt udvikler en kraftfuld affære sig.

YOU & ME FOREVER

You & Me Forever af Kaspar Munk (2012)

Det gør så ondt at blive afvist af ens bedste veninde. Følelsen af ikke at være god nok mere, savnet efter det man havde sammen og vejen videre på egen hånd kan være svær. You & Me Forever dykker ned i Christine og Lauras venskab og jonglerer følsomt med oplevelser af forladthed, tilgivelse og afsavn.

The First Snow

Den første sne er faldet og jeg har været ud i den og fotografere smukke Siw Aldershvile.

Rejsedagbog fra Jordan – Kulturforskelle

Landskabet, der suser forbi uden for jet-bussen ruder

I dag har jeg været i Aqaba, Jordans handelsby, som støder op til det Røde Hav, og som forsyner Jordan med friske råvarer, olie og gas fra de store tankere ude i bugten. Turen dertil foregik med jet-bus ad Dessert Highway, som tilbagelægger over 300 km gennem ørkenen. Her er ikke andet end sand, klippeformationer og højspændingsledninger, som bugter sig gennem landskabet, i miles omkreds. Langs vejkanten står folk ved små boder og sælger gas og frugt til de forbipasserende. Om aftenen lyses boderne op af kulørte lamper og står som små livscentre i det store ingenting. Det er et besynderligt syn, og fra bussens mørke føles den øde vej nærmest hyggelig.

En olietanker ude i bugten

I Aquba mødte jeg en syrisk flygtning med skudhul i brystkassen. Han var flygtet fra Syrien til Jordan, da borgerkrigen brød ud, og var blevet ramt af en af regimets kugler. Han overlevede med smilet i behold og hjertet fuld af egyptiske popsange, som han af sine lungers fulde kraft sang ud i den jordanske ørkenluft, mens vi andre klappede med på de arabiske rytmer. Sammen med sin familie har han fået asyl i Jordan, der er et af de eneste tilbageværende lande i Mellemøsten, der ikke er hærget af krig og uroligheder, og sammen med de lokale deltager han nu i oplysningsarbejdet i Ungdommens Røde Kors.

Udsigten fra Aqaba til Isral

Til trods for landets fredelighed, bærer det også præg af at være på bunden af behovspyramiden. Jordan er et land uden ressourcer. Her er intet vand, hvilket gør det stort set umuligt at dyrke noget som helst, og ingen olie i undergrunden. Derfor er livet i Jordan hovedsageligt financieret af ulandsbistand, og det bærer levestandarden præg af. Kreative brancher som arkitektur, design og mode er stort set ikke-eksisterende, og livet handler i stedet om praktiske gøremål. Det står i skarp kontrast til Vestens kreative livsstil, hvor interesseområder som boligindretning, haveliv, modeblogs, instagramfoto, musik, film og tv-serier, er naturlige elementer i hverdagen. Hernede er det fuldstændig malplaceret og irrelevant. Det er ikke væsentligt, for der er så meget andet, der skal gøres inden.

 Portræt af et land

Rejsedagbog fra Jordan – Byliv

Amman

I dag har jeg været nede på Rainbow Street, som er et kvarter, der er meget anderledes end resten af Amman. Her er de vant til vesterlændinge og kvinder uden tørklæde. Derfor er det lettere at opholde sig her end i resten af byen. Desværre er det en ret kedelig vej. Der er ikke så meget at se. Den består hovedsageligt af kebab- og burgersteder, telefonforretninger og nogle enkelte caféer.

Ved siden af Rainbow Street ligger Downtown, som er Ammans turistcentrum. Ikke fordi her er særlig meget turisme. Jordan er et meget ungt land med under 100 år på bagen, og landet har stort set ingen kulturhistorie. Før første verdenskrig var Jordan sammen med Syrien, Palæstina og Libanon en del af det Osmaniske Rige, og området Jordan var stort set ubeboet. Derfor er her ingen historiske monumenter med byzantinske buer og hvælvinger, ingen vandpibecaféer med gamle traditioner og ingen antikke badehuse med mosaikker og farverige friser. Alt er spritnyt på den fuldstændig nedslidte og faldefærdige måde. Amman er bygget i beton på fem bjerge og ligger i en sky af bilos, mens skraldet syner hen i gaderne. Her er ingen farverigdom. Ikke engang moskeerne har fået en lille klat maling. Den eneste farve her er, er når solen går ned over byen, og husene indlemmes i et smukt, cremefarvet lys. Herfra ser Amman næsten smuk ud, som en perle, der skinner midt i den arabiske ørken. Og når imamerne samtidig synger aftenbøn ud over byen, er det meget stemningsfuldt.

For at vende tilbage til Downtown, er det et sted, hvor man sagtens kan færdes som vesterlænding. Man skal bare være klar på det turisthelvede, der venter en. De arabiske gadesælger forsøger med al deres magt, at få dig til at købe alverdens ukurant bijouteri, vestlige kopivarer og nationale look a like-klædedragter. Midt i al turismen er der dog også lokale forretninger, hvor du kan finde hjemmelavede sæber, uanede mængder af krydderier, kaffe, the, chai og ægte kashmirtørklæder. Men det er svært at finde det autentiske midt i alt det uægte.

I Downtown ligger også Ammans måske eneste kulturelle vandpibecafé, Jafra. Det er hjemsted for byens intellektuelle, og her kan du se jordanere på date, hvilket ellers er fuldstændig uhørt hernede, og kvinder uden tørklæde. Kvinderne fra de højere sociale lag er fritaget fra at bære tørklæde, hvilket blandt andet også gælder Jordans dronning, Rania. Det er bare ikke særlig tit, man ser sådan nogle kvinder.

Jeg sluttede dagen af på Jafra, hvor jeg fik en af Jordans allerbedste lemonader, som består af limesaft, frisk mynte og sukker. Den smager fantastisk og tager dig til en tid, hvor Mellemøsten var regeret af sultaner i storslåede paladser og jorden bugnede af friske dadler, figner og citrusfrugter. De gamle paladser findes skam stadigvæk. Man skal bare til Damaskus, Bagdad eller Istanbul for at opleve mogulernes storhedstid. Jordan var beduinernes land, ørken, som blev tilbagelagt på kamelryg, og som nu er beboet af betonhuse og benzinbiler – ja og mig.

Rejsedagbog fra Jordan – Kvindesyn

Jasmin, Eslam og jeg

I dag har jeg været i Irbid, hvilket foregik ved, at en lille, lokal bus holdt ind til kantstenen midt i byens larm og samlede de rejsende op. Herfra fortsatte den ad støvede veje mellem bjerge og øde landområder til Irbid, der er en lille provinsby nær grænsen til Syrien. Her mødte jeg en gruppe kvinder, som aktivt deltager i Ungdommens Røde Kors for at fremme uddannelse og selvstændighed blandt kvinder i Jordan.

Der er mange ting, man ikke kan, som kvinde hernede. Kulturen er centreret omkring manden, som er familiens overhoved. Det er ham, der forsørger  familien og ham, der har det sidste ord i forhold til hvad, der er tilladt og hvad, der ikke er.

Det er meget typisk, at kvinderne lever inden for hjemmets fire vægge, mens mændene arbejder, går på vandpibecafé og mødes for at diskutere politik. Gadebilledet er derfor hovedsageligt præget af mænd; der kører taxa, sælger grøntsager, reparerer telefoner og hænger ud for at snakke på gadehjørnerne, og det gør det enormt svært for mig at færdes hernede. Når jeg går ud, bliver jeg straks centrum for alles blikke og genstand for opsøgende konversation fra mænd i miles omkreds. Det er enormt opslidende, og det gør livet som kvinde stærkt afgrænset. Dagligdags gøremål som at handle ind, købe mad og dyrke motion bliver meget sværere for ikke at tale om, at det er stort set umuligt for mig at socialisere med de jordanske kvinder. De er underlagt landets patriarkalske normer og må ikke gå uden for en dør uden deres fars eller mands tilladelse.

Nogle af de kvinder jeg har mødt hernede er søskendeparret Jasmin og Eslam, som begge drømmer om at få en karriere og være uafhængig af en mand. De har fået lov til at deltage i Ungdommens Røde Kors af deres far, men til trods for åbenheden over for deres frivillige arbejde, må ingen af dem mødes med mig uden for undervisningsregi, heller ikke selvom jeg er kvinde. Så jeg er henvist til at fotografere dem og lære dem at kende under meget begrænsede rammer. De er begge fyldt af energi og drømme for fremtiden. Hvor denne optimisme kommer fra er ikke til at gennemskue, men dens kraft er til at tage at føle på. De to piger stråler af livslyst, og jeg ville ønske, at jeg kunne have brugt mere tid sammen med dem. I stedet må jeg sluge mine længsler og drømme. 

Kønsforskellene hernede sætter virkelig Vestens kvindefrigørelse i perspektiv. Når man befinder sig i et land, hvor frihed ikke er en selvfølge, og man oplever ulighed på egen krop, bliver man pludselig opmærksom på med hvilken selvfølgelige, man har taget sin frihed derhjemme.

Rejsedagbog fra Jordan – Ankomst

Udsigten over Amman

Hvor skal jeg begynde? Jeg har været i Jordan i forbindelse med Ungdommens Røde Kors og tage billeder af deres aktiviteter dernede. Flyveturen gik godt. Jeg mellemlandede i Wien. Min billet gik hele vejen, så jeg skulle ikke tjekke min bagage ind igen, og jeg blev godt sørget for i flyet.

Ankomsten til Amman føltes lidt som at være med i en amerikansk film. Lufthavnen var fyldt med saudiarabiske sheiker, som bar kåbe og beduintørklæde, som var det det mest naturlige i verden, og alverdens arabiske charmører med pressefoldede bukser og guldkæder af bedste kvalitet.

Det tog mig godt en time at komme igennem paskontrollen. Jeg skulle nemlig have visum, som skulle betales med jordanske dinarer, og det er ikke noget de skilter med, så vi var flere vesterlændinge, der kom til at stå i kø op til flere gange; både for at købe visum, hæve penge og købe visum igen.

I lufthavnen blev jeg hentet af en høflig, ældre jordansk chauffør fra Jordansk Røde Halvmåne (svarende til Dansk Røde Kors herhjemme), som stod og viftede med en rød måne, da jeg kom igennem tolden. Han kunne ikke tale engelsk, så vores kommunikation foregik med fagter og lyde. Med sig havde han et lille hjemmetegnet kort på arabisk over, hvor jeg skulle hen, men det var vist lidt svært for ham at tyde. Vi kørte i hvert fald lidt i ring, mens han skiftevis kiggede på kortet og på mig.

Godt og vel et kvarter efter indkvarteringen i lejligheden, som for øvrigt er klassisk indrettet med lysstofrør i loftet, flisegulv og brune møbler, blev jeg hentet af to af URKs (Ungdommens Røde Kors) ungdomsledere, som bød på burgere og øl på en lille pub i regnbuekvarteret, som er det sted, man går i byen hernede. En burger, to øl og tolv timers rejsetræthed senere sad jeg helt slap i sofaen og var ved at falde om, da drengene besluttede at køre mig hjem i seng.

Ind til videre har det været noget af en oplevelse at komme til et muslimsk land. Som kvinde har man en helt anden social status end derhjemme. Man slår blikket ned, når man møder en mand på gaden, sætter sig ikke ved siden af en mand, når man kører med offentlig transport og må ikke sidde på forsædet, når man kører med taxa. De benytter sig ikke af vejnavne, når de navigerer, og desuden taler næsten ingen engelsk, så det er ikke en færdighed, man behøver. Men jeg har fået et hjemmetegnet kort på arabisk, som jeg kan give til taxachaufførerne, så de ved, hvor de skal køre mig hen. Det skal nok blive spændende!

Forrygende franske film

Jeg elsker at gå i biografen. At sidde i biografmørket og lade mig opsluge af intense fortællinger om kærlighed, passion og længsel. Årets uden tvivl bedste film for mit vedkommende er begge skåret i fransk Amour og fortæller to kraftfulde kærlighedshistorier om længsel og begær.

Adéles liv af Abdellatif Kechiche (2013)

20-årige Adèle Exarchopoulos leverer en rå og kraftfuld præstation i Adéles liv, som handler om gymnasieeleven Adèle, der for første gang oplever, hvad det vil sige at give slip på sig selv og lade sig oversvømme af begær i en passioneret kærlighedsaffære til en ældre kunststuderende.

Filmen har skruet næsten helt ned for baggrundsmusik og effekter og fortælles igennem helt nære indstillinger med plads og tid til at dvæle ved berøringer, blikke og følelser. Vi kommer helt tæt på de to pigers lidenskablige verdner og bliver som fluer på væggen i dette rørende og ægte portræt af en dyb og inderlig kærlighedsaffære. 

Se trailer her.

Adore af Anne Fontaine (2013)

Adore er et stærkt, sensuelt drama om en affære mellem to mødre og deres sønner. Filmen drives af det længselsfulde begær imellem Ian og Roz, som skiftevis giver slip på deres følelser og holder igen samtidig med, at de skal navigere i forhold til det mere løse forhold imellem Lil og Tom og ikke mindst samfundets normer, som truer med at opløse begge deres kærlighedsaffærer.

Filmens vekselvirkning imellem absurditet og længsel tvinger os ind i en følelseskarrusel af forelskelse, begær, sorg, skyld, angst og vrede.

Se trailer her.

The Heroine

Ifølge Netflix foretrækker jeg ’dramaer med en stærk kvindelig hovedperson’. Det er ramt spot on. Beatrix Kiddo, Elizabeth Bennet, Lisbeth Salander og mere ukendte heltinder som Purslane Will og Carrie Mathison står for mig som nogle af de stærkeste, mest modige, seje og egenrådige kvinder i filmhistorien. Det er kvinder som dem, jeg ser op til og beundrer. Ikke at jeg i bogstaveligste forstand vil jagte min ekskæreste med et sværd gennem hele USA eller vandalisere min far med syre. Men jeg fascineres af disse kvinders evne til at stå op for dem selv og kæmpe. Deres frygtløshed og styrke kan bedst beskrives som mageløs, og deres handlekraft appellerer i den grad til min indre kriger. Nogle gange er det godt lige at få slebet sin hårdhed af og få et lille boost kampgejst inden dagens udfordringer og boksekampe.

Away from here

Væk fra Mallorcas turistede gader og overfyldte strande findes små oplevelser af lokalkultur og skøn natur, som er lige til tage med sig hjem og gemme som små perler i et smykkeskrin. Her er min lille skattekiste fra den sidste uges eventyr.