tirsdag den 7. januar 2014

Rejsedagbog fra Jordan – Ankomst

Udsigten over Amman

Hvor skal jeg begynde? Jeg har været i Jordan i forbindelse med Ungdommens Røde Kors og tage billeder af deres aktiviteter dernede. Flyveturen gik godt. Jeg mellemlandede i Wien. Min billet gik hele vejen, så jeg skulle ikke tjekke min bagage ind igen, og jeg blev godt sørget for i flyet.

Ankomsten til Amman føltes lidt som at være med i en amerikansk film. Lufthavnen var fyldt med saudiarabiske sheiker, som bar kåbe og beduintørklæde, som var det det mest naturlige i verden, og alverdens arabiske charmører med pressefoldede bukser og guldkæder af bedste kvalitet.

Det tog mig godt en time at komme igennem paskontrollen. Jeg skulle nemlig have visum, som skulle betales med jordanske dinarer, og det er ikke noget de skilter med, så vi var flere vesterlændinge, der kom til at stå i kø op til flere gange; både for at købe visum, hæve penge og købe visum igen.

I lufthavnen blev jeg hentet af en høflig, ældre jordansk chauffør fra Jordansk Røde Halvmåne (svarende til Dansk Røde Kors herhjemme), som stod og viftede med en rød måne, da jeg kom igennem tolden. Han kunne ikke tale engelsk, så vores kommunikation foregik med fagter og lyde. Med sig havde han et lille hjemmetegnet kort på arabisk over, hvor jeg skulle hen, men det var vist lidt svært for ham at tyde. Vi kørte i hvert fald lidt i ring, mens han skiftevis kiggede på kortet og på mig.

Godt og vel et kvarter efter indkvarteringen i lejligheden, som for øvrigt er klassisk indrettet med lysstofrør i loftet, flisegulv og brune møbler, blev jeg hentet af to af URKs (Ungdommens Røde Kors) ungdomsledere, som bød på burgere og øl på en lille pub i regnbuekvarteret, som er det sted, man går i byen hernede. En burger, to øl og tolv timers rejsetræthed senere sad jeg helt slap i sofaen og var ved at falde om, da drengene besluttede at køre mig hjem i seng.

Ind til videre har det været noget af en oplevelse at komme til et muslimsk land. Som kvinde har man en helt anden social status end derhjemme. Man slår blikket ned, når man møder en mand på gaden, sætter sig ikke ved siden af en mand, når man kører med offentlig transport og må ikke sidde på forsædet, når man kører med taxa. De benytter sig ikke af vejnavne, når de navigerer, og desuden taler næsten ingen engelsk, så det er ikke en færdighed, man behøver. Men jeg har fået et hjemmetegnet kort på arabisk, som jeg kan give til taxachaufførerne, så de ved, hvor de skal køre mig hen. Det skal nok blive spændende!

2 kommentarer:

  1. Sikke en oplevelse og omvæltning! Sikke et eventyr, der venter forude.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, virkelig! Det var en meget større omvæltning at tage til et Arabisk land end jeg havde forestille mig. Men virkelig, virkelig spændende!

      Slet