Selvportræt |
Siden jeg kom hjem fra fotohøjskole for et par uger siden
har jeg haft lidt eksistentiel krise over, hvad det egentlig er ved
fotografi, jeg kan li’. Min interesse for fotografi startede med en lyst til at
portrættere mit liv og de steder jeg befandt mig igennem personlig
dokumentarisme og blev derefter til en interesse for portrætfotografiet og
mennesker. Derefter bevægede jeg mig mere over mod mode- og konceptfotografi
igennem mit arbejde. Men på højskolen lå fokus på reportagefotografi og
kunstfotografi. Genrer med et socialrealistisk fokus, hvor den samfundsrelevante
historie eller kunstneriske udfoldelse er den dominerende instans. Fotografiet
skulle helst provokere, chokere, overraske og overskride grænser, vise livets
skyggesider, smerte, tristhed og forfald. Det er et udgangspunkt, der er så
langt fra mit eget. Min interesse for fotografi ligger i den æstetiske gengivelse og i det, som er betydningsfuldt for mig. I det, der får mig til
at smile og gør mit hjerte let. Jeg har ikke brug for at udforske sorgen. Jeg
kender den så udmærket. Jeg har ikke brug for at pine mig selv ved for at
gennemleve den igen. Og igen. Den form for reportage- og artfotografi tiltrækker mig
slet ikke mig. Jeg lukker hellere øjnene og går hurtigt forbi. Nogen gange tror man
bare, at man skal være en, man slet ikke er.
Sikke dog en fin og helt hudløs ærlig tekst. Du har fået mig til at spekulere lidt over, hvor vigtigt det er, at elske det man laver.
SvarSletDet bliver jeg i hvert fald nødt til, for det er der min passion og energi ligger :) Tak for de søde ord!
Slet