søndag den 12. januar 2014

Rejsedagbog fra Jordan – Kvindesyn

Jasmin, Eslam og jeg
I dag har jeg været i Irbid, hvilket foregik ved, at en lille, lokal bus holdt ind til kantstenen midt i byens larm og samlede de rejsende op. Herfra fortsatte den ad støvede veje mellem bjerge og øde landområder til Irbid, der er en lille provinsby nær grænsen til Syrien. Her mødte jeg en gruppe kvinder, som aktivt deltager i Ungdommens Røde Kors for at fremme uddannelse og selvstændighed blandt kvinder i Jordan.

Der er mange ting, man ikke kan, som kvinde hernede. Kulturen er centreret omkring manden, som er familiens overhoved. Det er ham, der forsørger  familien og ham, der har det sidste ord i forhold til hvad, der er tilladt og hvad, der ikke er.

Det er meget typisk, at kvinderne lever inden for hjemmets fire vægge, mens mændene arbejder, går på vandpibecafé og mødes for at diskutere politik. Gadebilledet er derfor hovedsageligt præget af mænd; der kører taxa, sælger grøntsager, reparerer telefoner og hænger ud for at snakke på gadehjørnerne, og det gør det enormt svært for mig at færdes hernede. Når jeg går ud, bliver jeg straks centrum for alles blikke og genstand for opsøgende konversation fra mænd i miles omkreds. Det er enormt opslidende, og det gør livet som kvinde stærkt afgrænset. Dagligdags gøremål som at handle ind, købe mad og dyrke motion bliver meget sværere for ikke at tale om, at det er stort set umuligt for mig at socialisere med de jordanske kvinder. De er underlagt landets patriarkalske normer og må ikke gå uden for en dør uden deres fars eller mands tilladelse.

Nogle af de kvinder jeg har mødt hernede er søskendeparret Jasmin og Eslam, som begge drømmer om at få en karriere og være uafhængig af en mand. De har fået lov til at deltage i Ungdommens Røde Kors af deres far, men til trods for åbenheden over for deres frivillige arbejde, må ingen af dem mødes med mig uden for undervisningsregi, heller ikke selvom jeg er kvinde. Så jeg er henvist til at fotografere dem og lære dem at kende under meget begrænsede rammer. De er begge fyldt af energi og drømme for fremtiden. Hvor denne optimisme kommer fra er ikke til at gennemskue, men dens kraft er til at tage at føle på. De to piger stråler af livslyst, og jeg ville ønske, at jeg kunne have brugt mere tid sammen med dem. I stedet må jeg sluge mine længsler og drømme. 


Kønsforskellene hernede sætter virkelig Vestens kvindefrigørelse i perspektiv. Når man befinder sig i et land, hvor frihed ikke er en selvfølge, og man oplever ulighed på egen krop, bliver man pludselig opmærksom på med hvilken selvfølgelige, man har taget sin frihed derhjemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar